Hva har oppsigelsen av professor og akustikkforsker Henrik Møller med Raskiftet å gjøre? 

Støy er en av de absolutt verste bivirkningene ved vindkraftanlegg, og det er interessant at en av de seriøse forskere i verden, som kanskje er mest kritisk til den (lavfrekvente) vindturbinstøyen, er blitt avskjediget fra sin professorstilling i Aalborg, samtidig som universitetets ledelse bejubler et meget tett samarbeidsforhold til vindkraftindustrien.

Universitetes ledelse avfeier kritikken, og kaller det konspirasjonsteorier...

Et stort tap! Avskjedigelsen har vakt oppsikt og undring…

Det var med bestyrtelse vi mottok meldingen om at professor Henrik Møller, som er en internasjonalt høyt anerkjent støyforsker, var blitt avskjediget fra sin stilling ved Aalborg Universitet etter 38 års ansettelse. Professoren anses ikke lenger å være tilstrekkelig økonomisk innbringende for sitt fakultet - lyder den offisielle begrunnelsen for vedtaket. Vindkraftmotstandere stiller seg tvilende til begrunnelsen, og mener økonomi og budsjettnedskjæring brukes som vikarierende motiv for å kunne fjerne en frittalende støyforsker, som har voldt Aalborg Universitet mye hodebry og irritasjon vis a vis Miljøstyrelsen og vindkraftindustrien over flere år. Det er vel kjent at Møller i kraft av sin faglige tyngde, gang på gang har utfordret og kritisert både Miljøstyrelsen og vindkraftbransjen for å feilinformere om vindkraftens lavfrekvente støyproblemer i forhold til store vindturbiner. Møllers engasjement har falt adm. direktør Jan Hylleberg, i bransjeforeningen Vindmølleindustrien, tungt for brystet. En misnøye han har gitt klart uttrykk for, blant annet gjennom en dokumentert mailkorrespondanse med Møllers sjef, Eskil Holm Nielsen, i 2011. Hylleberg beklager at professor Henrik Møller blander seg offentlig inn i debatten om lavfrekvent støy, og dessuten har kritisert både Vindmølleindustrien og Miljøstyrelsen for å manipulere med tallene.   

Arkitekten bak oppsigelsen er dekan Eskil Holm Nielsen, som i likhet med universitetets rektor, professor emeritus Finn Skjærsdam, avviser at det skal ligge andre årsaksforhold enn økonomi, bak avskjedigelsen av Henrik Møller. Det avfeies konsekvent at Henrik Møllers kritiske innlegg og kronikker i forhold til vindkraftbransjen, skal ha noe å gjøre med oppsigelsen.

I følge Ingrid Stage, nestformann i Akademikernes Centralorganisation, "er det ikke særligt alminderligt at fyre professorer". Derfor er det kanskje ikke så rart at oppsigelsen av en professor og akustiker av internasjonalt format, virker en smule kontroversiell. La oss derfor prøve å samle noen tråder som kan kaste lys over beslutningen. Vi begynner med dekanen Eskil Holm Nielsen, som står ansvarlig for oppsigelsen.    

Læserbreve 05.06.14 

En trussel for staten 

For nylig blev en af Danmarks mest anerkendte støjforskere fyret efter 32 års tro tjeneste på Aalborg Universitet. Navnet er Henrik Møller, og han var åbenbart ikke lønnen værd, hvis man skal tro på den officielle forklaring. Det er dog en begrundelse, jeg finder yderst mærkværdig. Netop nu sidder jeg med vindmølleplaner op til halsen som medlem af teknik- og miljøudvalget i Vejen Kommune. Vi er nemlig pålagt at planlægge for vindmøller i industristørrelse på op til 150 meter. 

En ting bliver ved med at komme op i debatten: manglende viden. Det skyldes, at den videnskabelige viden om støjudbredelsen samt de lavfrekvente lyde fra så store møller er begrænset. Kommunerne – og i stigende grad også Miljøministeriet – har brug for viden herom. Derfor må det undre, at en mand med så stor viden som Henrik Møller ikke er sin løn værd. 

Forklaringen skal nok snarere findes i, at hans og andre akustikere og ingeniørers forskning hæmmer Miljøministeriets – og vindmølleindustriens – ønske om at opsætte industrivindmøller på land, hvor de er til stor gene for naboerne. De skal beskyttes, og det kræver massive regelændringer, som gør det svært at nå regeringens ambitiøse klimamålsætninger inden 2050. 
Henrik Møller er på grund af sin forskning blevet en modspiller i stedet for medspiller, fordi han og hans medarbejdere har kritiseret reglerne om vindmøllestøj, som de mener, er fagligt forkerte. På et tidspunkt har Miljøministeriet og vindmølleindustrien fået nok. De har formentlig formået at få Henrik Møller presset væk. 

Den sande årsag er nok derfor snarere, at han er blevet en trussel for staten, for den grønne industri og dermed for hele den religiøse klimabølge, der vælter ind over Danmark. Realiteter flagrer i vinden, men indeholder enorme økonomiske og politiske interesser for et fåtal. 

Man må mene, hvad man vil, men man skal gerne mene det rigtige, ellers skal staten nok få lukket munden på én, ser det ud til. Det er et tab for ytringsfriheden, det akademiske og ikke mindst for mig som kommunalpolitiker, der gerne vil have en ordentlig, faglig funderet lovgivning at beslutte ud fra. 

Carl Andersen, kommunalbestyrelsesmedlem (LA), Vejen Kommune

Claes Kastholm Hansen, debattinnlegg Berlingske, 10. april og 13. mars 2014.

Om fakta:

Vestre Landsret tilkendte forleden et ægtepar fra Tarm, naboer til monstervindmøller, 500.000 kr. i erstatning, fordi målinger på stedet har vist, at den lavfrekvente støj fra vindmøllerne er markant højere, end de hidtil brugte skrivebordsberegninger har hævdet. I England, der i The Economist beskrives som verdens førende på vindmølleområdet, skal der være mindst tre kilometer mellem de store vindmøller og nærmeste beboelse. I Danmark, hvor politikken på området styres af vindmøllebranchen, har der hidtil kun skullet være nogle hundrede meter.

I en kronik i Jyllands-Posten 28. marts kaldte Kristian Jakobsen, formand for Vindmølleforeningen, det for hysteri, at støj fra vindmøller medfører alvorlige helbredsskader. I netavisen Altinget.dk hævdede Asbjørn Bjerre, direktør i samme forening, i begyndelsen af marts, at ingen har taget skade af naboskabet til vindmøller. Enten sidder d’herrer inde med en viden, der er skjult for læger og internationalt førende forskere, eller også har de bare taget Venstre-statsministeren Knud Kristensen i hånden. Denne brave jyde sagde under en folketingsdebat i 1945 med et delvis citat af en gammel kollega: »Hvis det er fakta, så benægter á fakta.« 

13. mars: Vindparadiset

I Nordjylland beklager man, at turisterne svigter, og det svigt er der naturligvis flere grunde til, en af dem er, at man systematisk ødelægger den særprægede natur, turisterne først og fremmest kommer for at opleve. I dag er Nordjylland så tæt besat med vindmøller som et pindsvin med pigge, og det betyder, at de frie horisonter og lange uforstyrrede kig er en saga blott.

Ikke desto mindre jamrer kommunerne, som f.eks socialdemokraten Ole Ørnbøl, Hjørring kommunalbestyrelse, at den undersøgelse vedr. lavfrekvent støj fra vindmøller, som regeringen har sat i gang, forsinker opsætningen af nye kæmpevindmøller, og lobbyisten Asbjørn Bjerre, direktør i Vindmølleforeningen, erklærer skamløst i netavisen Altinget.dk, at ingen naboer til vindmøller har taget skade af naboskabet. Kendsgerningen er imidlertid, at Danmark allerede har alt for mange vindmøller, hvilket betyder, at når det blæser, har vi overskudsproduktion af el, som vi skal betale for at slippe af med, og når det ikke blæser, skal vi købe el i udlandet til høje priser. Samtidig med, at vi er nødt til at have en stor back-up produktion fra klassiske kraftværker. Ikke for ingenting kaldes Danmark af folk, der ved noget om energi og modsat Asbjørn Bjerre er uafhængige, for det tossede vindparadis.

Tegning av Lars Andersen

Af Henrik Møller, Christian Sejer Pedersen og Steffen Pedersen, hhv. professor, lektor og civilingeniør, Sektion for Akustik, AAU:

"Man kunne fristes til at kalde Miljøstyrelsens nye regelsæt for vindmøller for manipulation med tallene, så udbygningen af vindmøllenettet kan fortsætte næsten uhindret."

I slutningen af januar bebudede miljøminister Karen Ellemann, at der nu skal sættes grænser for lavfrekvent støj for vindmøller. Man kan sige, at det var på høje tid. De regler, der gælder for støj fra andre kilder gælder nemlig ikke for vindmøller, så naboer til store vindmøller har de seneste år klaget forgæves over rumlende og buldrende vindmøllestøj, som generer dem døgnet rundt. Og naboer til kommende mølleprojekter er bange for, hvad de vil blive udsat for, når møllerne kommer op.

Miljøstyrelsen har stædigt fastholdt, at der ikke kommer mere lavfrekvent støj fra store vindmøller end fra små, og at de almindelige regler for støj under alle omstændigheder også sikrer mod problemer med lavfrekvent støj. Vi har ved adskillige lejligheder påvist, at ingen af delene holder, og nu har Styrelsen åbenbart givet sig. Det er en kovending, som vi naturligvis kun kan glæde os over.

For nylig kom så forslaget til de nye regler. Ifølge Miljøstyrelsens pressemeddelelse er det blevet til efter drøftelser med bl.a. Aalborg Universitet. Vi har ganske rigtigt deltaget i et enkelt møde for tre måneder siden, men da var der intet konkret på bordet, og siden har vi ikke hørt noget til sagen. Nu har vi så for første gang lejlighed til at studere Styrelsens forslag, og meget tyder på, at Styrelsen alligevel ikke har hørt ordentligt efter i timen.

Ifølge forslaget skal grænseværdien være den samme som for andre støjkilder, nemlig 20 decibel lavfrekvent støj indendørs. Så langt så godt. Modsat andre støjkilder skal støjen ikke måles hos den støjplagede person, men beregnes ud fra målinger af, hvad møllen udsender af støj. Det er der principielt heller ikke noget galt i – bare man regner rigtigt. Men her går det desværre galt på flere punkter – og desværre til den samme side hver gang.

Den største fejl kommer af, at der skal benyttes alt for optimistiske tal for huses lydisolation. Forslagets tal er baseret på målinger af lydisolationen for et antal typiske danske huse. Der er bare det problem, at der er lavet en alvorlig målefejl i samtlige målinger.

Ifølge Miljøstyrelsens anbefalede målemetode for lavfrekvent støj skal lyden indendørs måles i tre punkter, hvoraf de to skal være punkter, hvor støjen opfattes som kraftigst. Miljøstyrelsen pointerer, at »det er væsentligt at måle i disse målepunkter«. Det skete bare ikke, da lydisolationen blev målt! Når målepunkterne ikke blev udpeget korrekt, siger det vist sig selv, at de indendørs målinger blev for lave og isolationstallene dermed for høje.

Det er i øvrigt praktiske problemer med at udpege punkter, hvor støjen er kraftigst, der er årsagen til, at vi ved flere lejligheder har kritiseret Miljøstyrelsens målemetode – men man er da sikker på, metoden ikke duer, når man slet ikke prøver at finde punkterne med den kraftigste støj!

Udover selve målefejlen, så er det ifølge forslaget hensigten, at grænsen godt må overskrides i de 33% dårligst isolerede huse. Man kan naturligvis mene, at folk bare kan lydisolere deres huse noget bedre, hvis de bor i nærheden af vindmøller, men at lade 33% af helt almindelige huse falde udenfor, er dog en post. For nogle år siden generede hurtigfærger mellem Aarhus og Kalundborg beboerne i strandvejsvillaerne i begge byer med lavfrekvent støj, og dengang var kravet, at grænserne højst blev overskredet i 10% af husene. Så sent som sidste år argumenterede medarbejdere fra Miljøstyrelsen og firmaet Delta for isolationstal, der skulle sikre, at højst 10-20% faldt ved siden af.

Hertil kommer, at alle målinger blev lavet med lukkede vinduer. Ganske vist generer lavfrekvent støj ofte mest, når vinduerne er lukkede, men om det gælder for støjen fra vindmøller, ved man ikke. Ifølge de regler, der gælder for andre støjkilder, skal der laves målinger med åbne vinduer, hvis støjen er mest generende i denne situation.

Så meget om lydisolationen. Et andet led i beregningen er at omregne fra lyden tæt på møllen til den lyd, der rammer naboernes huse udvendigt. Her spiller lydens refleksion fra jorden en rolle, og Miljøstyrelsen har baseret forslaget på en metode, der beregner lyden i en bestemt højde, for eksempel 1,5 meter over jordoverfladen. Men 1,5 meter over jorden kan lyden være svag, medens den er kraftigere både tættere ved jorden og højere oppe, og i virkelighedens verden rammer lyden jo hele facaden af huset og ikke kun i én bestemt højde. Desuden regner metoden på helt konkrete møllehøjder og -afstande, og resultaterne gælder kun for ganske bestemte profiler af vindhastighed og temperatur op gennem atmosfæren.

Miljøstyrelsens forslag giver ingen forklaring på, hvordan man har taget hensyn til disse forhold og er nået frem til en værdi for jordrefleksionen, som kan bruges generelt. Man bliver ikke klogere af at læse Styrelsens særlige arbejdsrapport om dette, tværtimod.

I de konkrete tal i forslaget ser der ud til at være et problem ved 160 hertz (160 svingninger i sekundet), hvor der ikke regnes med tillæg fra jordrefleksionen. Og lige netop omkring 160 hertz er der mange vindmøller, der støjer meget.

Alle fejl trækker i samme retning: Beregningerne giver for lave værdier for den lavfrekvente støj. Hvor stor den samlede fejl bliver, afhænger af flere ting, men det er et ganske kvalificeret bud, at beregningerne først vil overskride grænsen på 20 decibel, når der rent faktisk er 30 decibel i de 10 pct. dårligst isolerede huse. Og så skal vinduerne tilmed holdes lukkede.

Hele forslaget hænger således særdeles dårligt sammen med, at Miljøstyrelsen i de generelle regler om lavfrekvent støj siger, at der »foreligger en væsentlig støjulempe« og er »grundlag for indgriben«, bare der måles over 20 dB i boliger om aftenen eller natten.

For at anskueliggøre konsekvenserne af forslaget har vi regnet på en række store vindmøller mellem 2,3 og 3,6 megawatt. De vil stort set alle kunne overholde de nye regler, uden at afstanden til naboerne skal øges.

Ingen af møllerne vil falde for en eventuel kontrol, hvis de først er sat op, for så er grænsen hævet til 22 decibel. Argumentet er en usikkerhed på 2 decibel, men det forekommer ikke helt indlysende, at det er naboerne, der skal bøde for usikkerheden. Og støjen skal stadig ikke måles hos naboerne, men beregnes med samme fejlbehæftede metode.

Havde kravene derimod været de samme som til eksempelvis en fabrik, ville alle møllerne skulle stå længere væk fra naboerne.

Der synes at være tale om en klar prioritering af vindmølleudbygningen fremfor beskyttelsen af naboerne mod støj. Man kunne fristes til at kalde det manipulation med tallene, så udbygningen kan fortsætte næsten uhindret, samtidig med at det ser ud, som om naboerne får den samme beskyttelse, som hvis det var en fabrik, der skulle opføres.

Som det forstås, er det langt fra det, naboerne får med dette forslag.

Skal Miljøstyrelsens forslag give nogen som helst mening, er det nødvendigt, at der justeres betragteligt på beregningsmetoden. Som forslaget foreligger nu, er det i hvert fald ikke det, der kan give de kommende naboer til store vindmøller ro i sjælen. Tværtimod bør det nok mane til eftertanke, at det er nødvendigt at regne så meget forkert for at få møllerne sat op.