Fortsatt vekst skal redde økonomien,

men jorda kan ikke bære veksten.

Hva gjør vi da...?

Ettertanker om verdier, demokratiets spilleregler og samfunnsansvar

Nils Faarlund, allmenningsberettiget Åsvenn

Forleden hadde jeg ikke noen annen dagsorden enn å kose meg med Helgas uforlignelige jebbersj-kake og spise en tilsvarende, rituell middag – steik, som vi kan takke lam for, som sanket proteinrikt fôr på Åsen. Bløtkaken var som vanlig fylt med og prydet av ville bringebær – også gjerne fra Åsen.

På slike dager, som er uten sterke føringer, trives ettertankene. Slike sjeldenheter i det moderne samfunnet er friluftslivet i den norske tradisjonen – altså i fri natur – den beste åpningen for. Men det er også muligheter for å dyrke ettertanker under tak. Da kan man berike tankeflukten (jeg tenker ikke på dagdrømmer – på en flukt fra virkeligheten) med å lete seg frem til tekster som er nedtegnet av folk som har viet sitt liv til ettertanker over verdier og samfunnsansvar.  

Først leste jeg et foredrag som professor Arne Næss holdt for Naturvernforbundet i Oslo og Akershus (NOA) for 20 – 30 år siden. Teksten står i nummer 3/2010 av ”Grevlingen”, medlemsbladet for NOA , og er en sterk oppfordring til å ikke å la seg drive med hovedstrømmen i det moderne samfunnet, men at ”Vi tror på vår evne og vilje til å ta hånd om fremtiden”. Næss fortsetter: ”Premissene, verdiene og målene våre må tydeliggjøres”. Han konkluderer med at: «Hver og en av oss, hver eneste dag, skaper fremtiden, og at vi lever i og med naturen, og berikes av den. Det er fremtidens tenkemåte”.

En annen tenker av internasjonal rang er Hans Jonas, som har arbeidet med å få frem et felles verdigrunnlag for menneskeheten – intet mindre. I en artikkel i den tyske ukeavisen DIE ZEIT for 22/12/10, om opprinnelsen til menneskerettighetene, leste jeg:

«… vi må tilstå at troen på menneskerettighetene og det universelle menneskeverd er noe vi tror på, og som ikke er et faktum. (…) Jeg mener at vi ikke kan redegjøre for, eller forsvare våre verdier, uten å sette dem inn i en sammenheng – en fortelling om erfaringer som våre forpliktelser vokste ut av – eller utfallet av at våre verdier i fortiden ikke ble tatt til følge. Vi vil aldri forstå hvordan andre mennesker kan føle seg bundet til andre verdier enn våre egne – eller til lignende verdier som er gyldige for dem – uten at vi lytter til deres fortellinger om deres erfaringer.»

Høringsdokumentet til NVE fra krinsilen, ”Åsens Venner”, konsentrerer seg om å forsvare verdier. Det er ikke som flere debattanter, av en eller annen grunn, har hevdet i OA i den senere tid, en protestorganisasjon med særinteresser. I følge Naturvernloven er nemlig ”naturen en nasjonal verdi som må vernes”. Krinsilen (totning for (samarbeids)krets) av organisasjoner og enkeltpersoner hevder i medhold av formålsparagrafen for Naturvernloven at Åsen vår er mer verd enn det den kan selges for. Med andre ord er ”Åsens Venner” for andre verdier enn de som kan måles i kroner og øre – på kort sikt. Enkelt og greit kan vi si at når vi tenker over hvordan vi tenker, så gir verdier kjøl og ror for vår tenke og handlemåte.

Når Åsen vår trues av inngrep, som vi må tilbake til istiden for å finne maken til, maner det til ettertanker. De 473 allmenningsberettigede og private grunneiere som holder på at Åsen vår i fremtiden skal forvaltes som kilde til trevirke, bioenergi og friluftsliv, har tenkt seg om. Det later ikke til at de som frykter for et demokratiunderskudd i beslutninger om Åsens fremtid – og da snakker vi om minst et hundreårsperspektiv – har gitt seg tid til ettertanker. Den konsekvensutredningen som de taler så varmt for, vil være en stor samling fagrapporter i spesialistenes terminologi. Det er ikke uvanlig at omfanget er av størrelsesorden 1000 sider – tusen sider (jeg konfererte nylig med NVE). Hvor mange totninger og venner av Åsen utenbygds kommer til å lese en slik tekstmasse – og hvor mange travle politikere? Etter å ha fulgt utsagnene fra dem som har kullsviertro på en konsekvensutredning, tviler jeg av og til på at de har lest rettighetshavernes melding til NVE på 31 sider. Leserinnleggene fra Åsvenner har de, etter påstandene deres å dømme, ikke lest. I alle tilfelle vil noen turer på Åsen gi erfaringer som våre forpliktelser vokste ut av (Hans Jonas)!

Når Hans Jonas konkluderer med at: Jeg mener at vi ikke kan redegjøre for, eller forsvare våre verdier, uten å sette dem inn i en sammenheng… så er det akkurat det ”Åsens Venner” har gjort i sitt høringsdokument. Det 29 sider store dokumentet med 48 kildehenvisninger (se kommunens hjemmesider og forhåpentligvis også OA.no) setter ord på hva naturen betyr for oss mennesker – hva Åsen vår betyr for oss som sogner til disse traktene – ved å vise til andre som har bidratt til å sette verdiene inn i en sammenheng. Høringsdokumentet viser også til hvordan det kan gå når, som Hans Jonas sier: … utfallet av at våre verdier i fortiden ikke ble tatt til følge (det er forresten gåtefullt hvorfor OA-redaksjonen i sine intervju ikke forsøker å få frem tekniske og økonomiske fakta om vindkraft).

Når Tom Svellet i OA 7/1/11 angriper ordfører Hans Seierstad for i utide å ta stilling til hvordan det skal gå Åsen vår i fremtiden, og OA-redaksjonen i den påfølgende uken aktivt henter inn stemmer fra kommunepolitikken, som forsterker denne kritikken, må det bero på at forståelsen av demokratiets spilleregler er dårlig utviklet. Ut fra opplysningstidens tenkemåte har vi i vårt demokrati innført en arbeidsdeling i beslutningsprosesser. Fagfolk er gitt oppgaven med å bringe frem fakta, og i følge naturvitenskapens reglement for objektivitet, ikke blande inn verdier i sin saksfremstilling. Forvaltningen, eller byråkratene som de også kalles, skal sørge for at politikerne får fremlagt aktuelle fakta (som altså definisjonsmessig skal være verdifrie) som grunnlag for deres beslutninger.

Politikernes rolle i vårt demokrati er å vurdere – et ord som vi skjønner, kommer av verdi. Politikernes rolle er å ta verdimessig standpunkt. Når vår ordfører vurderer konsekvensene for Totenåsen av et vindkraftanlegg med opp til 70 vindturbiner med navhøyde 100 m og vingefang 112 m med tilhørende veganlegg av fylkesvegstandard, som kan få en utstrekning som att og fram til Gjøvik fra Lena, så fyller han sin rolle på en eksemplarisk måte. I sin tale på NVEs folkemøte den 15/11/10 oppfordret han sine velgere til ikke å ta forhastet standpunkt. Han var trofast mot sin egen oppfordring, og gjorde kjent resultatene av sin vurdering på grunnlag av utbyggernes egeninteresserte (!) saksfremstillinger (meldingen til NVE) og et stort tilfang av kunnskap og erfaring med vindkraftanlegg, nasjonalt og internasjonalt, på folkemøtet i Kulturhuset på Skreia den 29/12/10.

Min saksfremstilling her bygger på vanlig innsikt i demokratiets spilleregler. Dertil kan jeg bl. a. vise til 27 år lang ”voksenopplæring” fra medvirkning som innleder i det årvisse seminaret om norsk friluftslivspolitikk på NLH på Ås. Nå Universitetet for miljø- og biovitenskap (UMB). Miljøverndepartementets talsperson har der aldri forsømt å understreke overfor studentene at forvaltningen utreder, mens politikerne beslutter, etter å ha lagt det verdimessige grunnlaget. Når professor Næss fremholder at … «hver og en av oss, hver eneste dag, skaper fremtiden», så gjelder det i særlig grad velgernes tillitspersoner – politikerne. Den fremtiden de skaper er fullt og helt avhengig av kjøl og ror for deres tenkning: Verdiene de legger til grunn for sine vurderinger. Det bør vi velgere også tenke på, når vi snart skal velge nytt kommunestyre høsten 2011!

Af Lene Rosenmeier, journalist

«Ytringsfrihed og forbud om tortur. Det er begreber, som vi normalt forbinder med menneskerettigheder. Men er det udvikling eller udvanding at lade støjgener være omfattet af menneskerettighederne? Og er der skred i de fortolkninger, som Menneskerettighedsdomstolen bruger, når de fastslår, at støjgener er et indgreb i borgernes liv?»

Lyden fra vingernes rotation er der konstant. Dag og nat.

Sådan har det været siden en vindmølle blev rejst tæt på et boligkvarter. Gradvis forandres beboernes liv. Flere af beboerne oplever, at deres helbred forværres. De får ofte hovedpine og udvikler for højt blodtryk. Søvnbesvær bliver et tilbagevendende problem. Samtidig må de se til, mens deres ejendomme falder i pris og bliver svære at sælge.

Beboerne klager forgæves både til kommunen og Naturklagenævnet. De anlægger sag ved landets domstole med påstand om, at vindmøllens virkning på miljøet ikke blev tilstrækkeligt vurderet, og at alternative placeringer ikke blev undersøgt til bunds. Til sidst tager en af beboerne det ultimative skridt og klager over vindmøllen til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Påstanden er, at der er tale om et brud på menneskerettighedskonventionens artikel otte om retten til familie- og privatliv samt et hjem. 

Men spørgsmålet er, om der overhovedet er tale om menneskerettigheder, når det handler om støj fra vindmøller.

Christoffer Badse, jurist i Institut for Menneskerettigheder, er positiv.

- Konventionen er et levende dokument, som man anvender på de problemstillinger, borgerne har i nutidens Europa, og Menneskerettighedsdomstolen har allerede fastslået, at støj kan rummes i den dynamiske fortolkning, der er i forhold til menneskerettighederne. Det fremgår blandt andet af en afgørelse om støj fra en lufthavn og en anden sag om støj fra diskoteker, forklarer han.

I de to sager fastslog Menneskerettighedsdomstolen, at støjgenerne udgjorde indgreb i de rettigheder, der fremgår af konventionens artikel otte. Det er dog endnu uvist, om domstolen vil gå videre i sin fortolkning, så artikel otte også kan gælde for vindmøllestøj. 

- Støj fra en vindmølle hører helt klart til i den lave ende. Så hvis en borger vinder en sag som denne, kan det åbne for mange flere sager. Det har vi set på andre områder, hvor en landmark case har betydet et gennembrud i forhold til beskyttelse af privat ejendom. Man kan derfor sagtens forestille sig, at andre typer af støj, for eksempel fra metrobyggeri, kunne blive omfattet, siger Christoffer Badse.

Svækker menneskerettighederne

Chefjurist og ekspert i menneskerettigheder og privat ejendomsret Jacob Mchangama fra tænketanken CEPOS er uenig.

Han mener, at det er en absurd udvikling, når Menneskerettighedsdomstolen afgør sager om støj, og er fortaler for, at menneskerettighederne skal handle om de mere traditionelle rettigheder. Det gælder eksempelvis forbud mod, at myndigheder uberettiget overvåger borgere systematisk eller ransager deres hjem.

- Det er helt sikkert ubehageligt at bo ved siden af en vindmølle, der larmer, og det bør også være muligt at klage efter miljø- og erstatningsretlige regler. Men jeg har svært ved at se, at det er et indgreb i de mest fundamentale rettigheder, og som går for vidt i forhold til, hvad man som borger bør tåle i et demokrati.

Jacob Mchangama mener, at der er en tendens til, at menneskerettighedskonventionens artikel otte bliver brugt som en skraldespand, som kan bruges til snart sagt alt.

- Man underminerer og svækker menneskerettighederne med den her dynamiske fortolkning. Respekten for menneskerettighederne daler, hvis alt er en krænkelse, understreger han.

Øget opmærksomhed på menneskeret

Ifølge Christoffer Badse er der en stigende – og nødvendig – opmærksomhed på menneskerettigheder blandt danske advokater. Men sager om menneskerettigheder bør ifølge ham primært afgøres nationalt.

- Hvis menneskerettighederne skal udvikle sig, kræver det, at advokater er opmærksomme på dem og tager dem op. Men Menneskerettighedsdomstolen er efterhånden ved at blive kvalt i sin egen succes. De har hundredtusindvis af sager, der venter på behandling, og de håber derfor, at man i højere grad vil inddrage menneskerettighederne i nationale sager, så de slet ikke når til Strasbourgdomstolen, siger han.

Der har da også været en øget opmærksomhed på menneskerettighederne ved de danske domstole i de senere år.  Men den udvikling forudsætter, at der udstikkes visse rettesnore fra Menneskerettighedsdomstolen.

- Der er en udvikling i gang, men det er en langsom proces at få stillingtagen til menneskerettigheder ind i systemet og i domspræmisserne. Det er svært for Højesteret at udtale sig om for eksempel støjgener, fordi det er et nyt område, hvor der ikke er etableret nok praksis ved Strasbourgdomstolen. Derfor er domstolene tilbageholdende, og tager ofte stilling meget overfladisk, forklarer Christoffer Badse.

Demokratisk problem

Jacob Mchangama mener dog heller ikke, at flere nationale retssager om menneskerettigheder er vejen frem.

- Hvis menneskerettighederne skal give mening, er der nødt til at være nogle klare interesser, der står over for hinanden og ikke alle mulige modsatrettede hensyn, som der vil være tale om i sager som denne. Der vil selvfølgelig altid være en gråzone, men i mine øjne er det her slet ikke et gråzonespørgsmål i en menneskerettighedskontekst, forklarer han.

Det er ifølge Jacob Mchangama afgørende, at menneskerettighederne har et nogenlunde fast indhold.

- Det er farligt demokratisk set, når man opfinder helt nye rettigheder. For så har du pludselig en international domstol uden særlig tilknytning til Danmark, der sidder og fastsætter nogle regler i stedet for Folketinget, understreger han.

Christoffer Badse ser det dog snarere som en demokratisk udfordring, hvis domstolene begynder at fortolke menneskerettighederne mere dynamisk.

- En effektiv beskyttelse kræver nødvendigvis, at man beskytter noget, man ikke kunne forudse, da man vedtog konventionerne for 70 år siden. Men det er en demokratisk balancegang. Menneskerettighederne skal være nærværende og relevante, men hvis man bevæger sig meget langt væk fra, hvor konventionerne begyndte, kan man miste taget i dem, mener han.

Det er endnu ikke afgjort, om Menneskerettighedsdomstolen vil realitetsbehandle klagen over støjen fra de danske vindmøller.

Sager om støjgener ved  Menneskerettighedsdomstolen

Siden 2005 har antallet af afsagte domme fra Menneskerettighedsdomstolen ligget på omkring 1.500 om året. Antallet af verserende sager ligger dog på over 100.000.

Domstolen har i en del sager anvendt den såkaldte ‘dynamiske fortolkning’. Det vil sige, at de enkelte regler i den europæiske menneskerettighedskonvention benyttes i lyset af den aktuelle samfundsudvikling. Det er blandt andet sket, når Menneskerettighedsdomstolen har behandlet sager om støj.

En sag fra 1990 handlede om støj fra en lufthavn, hvor det blev slået fast, at støjgener kan udgøre et indgreb i retten til respekt for privatliv, især retten til hjem og familieliv. I den konkrete sag vurderede domstolen dog at støjen faldt inden for statens skønsmargin og at samfundets interesse i en effektiv lufthavnstrafik vejede tungere end individets rettigheder. Sagen faldt derfor ud til statens fordel.

Omvendt gik det i en sag fra 2001 – også om støj fra en lufthavn. Her fandt domstolen, at myndighederne ikke havde truffet de nødvendige foranstaltninger til at beskytte klagerens forhold, da der ikke var sket en vurdering af støjgenerne. Trods statens skønsmargin var der ikke en rimelig balance mellem de modsatrettede interesser.  Klageren fik derfor medhold.

I en tredje sag var en kvinde fra Valencia i Spanien plaget af støj fra diskoteker nær hendes bopæl. Domstolen fandt, at støjen krænkede respekten for hendes privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. otte. 

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel otte

Artiklen skal beskytte borgerne mod offentlige myndigheders vilkårlige indblanding i deres privatliv, familieliv, hjem og korrespondance. I forbindelse med behandlingen af mange klagesager har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (og -Kommission) efterhånden fastlagt, hvad der skal forstås ved privatliv. Domstolen har behandlet sager som fx registrering af personer, data, lægeundersøgelser, seksualliv, navn, støj og fysisk integritet. Alvorlige krænkelser af den fysiske integritet hører under artikel 3. Hvis krænkelserne er mindre alvorlige, kan de opfanges af artikel 8.

Christoffer Badse

Jurist og souschef ved Institut for Menneskerettigheder og ekspert i internationale regler og konventioner for menneskerettigheder.

Jacob Mchangama

Chefjurist i CEPOS og har en mastergrad i menneskerettigheder og demokratisering. Underviser desuden i internationale menneskerettigheder på Københavns Universitet.

På trykk i Advokatsamfundet, 4. mars 2013.