Hvordan påvirker turbinstøy mennesker? Nå på dansk!
(Acoustics Today. A publication of the Acoustical Society of America – datert 31. mars 2014.)
Nå på dansk!
Hvordan påvirker turbinstøy mennesker?
Artikkelen beskriver hvordan “ikkehørbar” infralyd, og lavfrekvent lyd fra vindturbiner, kan plage mennesker som bor i nærheten av vindturbiner, på flere måter.
- I mange år har de dækket sig bag det mantra, som nu er modbevist, men gentaget i mange
former, som «Hvad man ikke kan høre, kan ikke påvirke én».
Konklusioner og overvejelser
Vi har beskrevet flere måder, på hvilke
infralyd og lavfrekvent lyd kunne påvirke øret og udløse symptomer som dem, de der bor nær vindmøllerne, rapporterer.
Hvis det på et tidspunkt kan påvises at symptomerne hos dem, der bor nær møllerne,
har fysiologisk belæg, bliver det åbenlyst, at den årgamle påstand fra vindmølleindustriens akustikere at «hvad man ikke kan høre kan ikke påvirke en», eller at symptomerne er psykosomatiske eller en
angsteffekt, var en stor uretfærdighed.
Tidens stærkt polariserede situation er opstået, fordi vores viden om effekten af langvarig infralydeksponering befinder sig på et meget primitivt niveau. Baseret på veletablerede
principper i ørets fysiologi, og hvordan det reagerer på lyde med meget lave frekvenser, er der rigelig begrundelse for at tage dette problem mere alvorligt end det er sket hidtil. Der er mange vigtige videnskabelige problemstillinger, som kun
kan løses med omhyggelig og objektiv forskning.
Selv om generering af infralyd i laboratoriet er teknisk vanskelig, så er nogle forskergrupper allerede ved at designe det nødvendige udstyr for at udføre kontrollerede eksperimenter
på mennesker.
Et forhold der maner til eftertanke, er den rolle visse akustikere og akustiske selskaber har spillet. Den primære rolle for akustikere burde være at beskytte og tjene samfundet mod negativ indflydelse fra støjeksponering.
I tilfældet med vindmøllestøjen synes det, at mange har fejlet i denne rolle. I mange år har de dækket sig bag det mantra, som nu er modbevist, men gentaget i mange former som
• «Hvad man ikke kan høre,
kan ikke påvirke én»
• «Hvis man ikke kan høre en lyd, så kan man ikke opfatte den på andre måder, og det påvirker ikke én»
• «Infralyd fra vindmøller
er under høretærsklen, og har ingen konsekvenser»
• «Infralyd er ubetydelig fra denne type mølle»
• «Jeg kan kategorisk sige, at der ingen infralyd af betydning er i nuværende mølledesign»
JESPER, se den næste sætning: Alle disse udsagn antager, at hørelse afledt af de ydre hårcellers lavfrekvens intensive signaler er den eneste mekanisme, ved hvilken lavfrekvent lyd kan påvirke kroppen. Vi ved, at denne
antagelse er forkert og må beskylde manglende detaljeret forståelse af ørets fysiologi for at være kilden til den. En anden overvejelse, der skal sikres, er udviklingen af målinger af vindmøllestøj der er af klinisk
relevans.
Brugen af A-vægtning skal nyvurderes, da den er baseret på hørelse, formidlet af de indre hårcellers manglende følsomhed, og i stort omfang misrepræsenterer det indre øres stimulering fra støjen.
I videnskabelig sammenhæng ville A-vægtede målinger være uacceptable, idet mange elementer i øret udviser større følsomhed end selve hørelsen. Vindmølleindustrien bør forpligtes til at efterleve
denne høje standard. Overvågning af lyden over dens fulde spektrum, som er blevet taget i brug i nogle rapporteringer, er afgørende. I de kommende år, hvor vi eksperimenterer os til en bedre forståelse af effekterne af langvarig
lavfrekvent lyd på mennesker, bliver det muligt at genvurdere den rolle akustikere og grupperinger, der har plejet partnerskab med vindmølleindustrien, har spillet.
Givet nuværende evidens, virker det i bedste fald risikabelt
at forsætte den nuværende gambling – nemlig at påstå at infralydsstimulering af øret kun er knyttet til hørelsen, og ikke har andre effekter på kroppen. Hvis dette skulle være sandt, skulle alle de mekanismer
vi her har opregnet (lavfrekvensinduceret amplitudemodulation, lavfrekvensinducerede væskevolumenændringer, infralydstimulering via type II signalerende nerver, infralydforværring af støjinduceret skade og direkte infralydsstimulering
af balanceorganet) være uden betydning. Vi ved, at dette er yderst usandsynligt, og vi forudser, at nye erkendelser i de kommende år vil påvirke debatten.
Fra vores perspektiv, baseret på vores viden om ørets fysiologi,
må vi erklære os enige med Nancy Timmerman i, at tiden er kommet til at «erkende problemet og arbejde på at løse det».
Link til den oversatte artikkelen: