Et «eventyr» om dansk vindmøllevirkelighet

Den gamle borgmesters drømmescenarie - naboernes mareridt

Der var engang en borgmester, som var ganske besat af vind. Så besat, at han fuldstændig mistede jordforbindelsen. Dag og nat drømte han om enorme vindmøller. De kunne slet ikke blive store nok!

En borgmester har som regel gode forbindelser - og således også denne borgmester. Han kendte magtfulde mennesker både i de store energiselskaber, og naturligvis havde han også venner i Folketinget.

Sammen skabte de et kæmpe projekt, som skulle placeres i Kappel, for der havde energiselskabet nemlig i forvejen 24 små møller. Og hvem skulle dog have noget imod, at disse møller blev erstattet af nogle kæmpemøller?

Borgermesteren havde i forbindelse med drømmeprosjektet store planer om både et «vindakademi» og et «oplevelsescenter», som han skulle stå i spidsen for. Han forudså en strålende fremtid for sig selv og for de investorer, der skulle finansiere hans guldrandede prosjekt. Han havde gode talegaver, og han fik hurtigt overtalt hele sit byråd – og senere også det nye byråd i storkommunen – til at nikke ja til planerne.

Det eneste, han glemte, var at TALE MED DE NABOER, DER SKULLE LEVE OP AD DE NYE KÆMPEVÆRKER. At det ville blive et mareridt for dem, var han totalt lige glad med – for han havde jo fået overbevist alle magtfulde instanser om, at hans idé var eminent. Desværre mente heller ikke magtens mænd og kvinder, at naboernes bekymringer var noget, man behøvdede at tage højtideligt. Så man kørte på!

Men naboerne blev meget vrede, og de kæmpede imod med næb og kløer. I næsten otte år kæmpede de – tilsyneladende forgæves, for de havde jo hverken magt eller penge. Selv om der i det byråd var politikere, der godt kunne se, at der kunne være problemer forbundet ved at bo for tæt på de store vindmøller, så skulle prosjektet gennemføres på trods af at:

At man vidste, at den gamle borgermester var inhabil fra starten.
At man vidste, at der mange af de steder, hvor kæmpevindmøllerne er blevet rejst, er store problemer hos naboerne, der ikke kan sove ordentligt, bliver stressede og ikke kan opholde sig udendørs og nyde deres haver, når møllerne larmer.
At man vidste, at naboerne ikke kan sælge deres ejendom for en rimelig pris – og derfor bliver stavnsbundne, selv om de ikke kan holde ud at leve på deres sted.
At man vidste, at grundejerne, der lægger jord til møllerne, forgyldes med tocifrede millionbeløb og derfor forføjer sig langt væk fra prosjektet.
At man vidste, at kun yderst få af de naboer, der bor i nærheden af prosjektet, har råd til at investere i møllerne, og derfor er de absolutte tabere.
At man vidste, at der er en undersøgelse i gang, der skal forsøge at belyse møllernes sundhedsskadelige effekter, hvorfor så store mølleprosjekter, som der her er tale om, bør udskydes.
At man vidste, at….. osv. osv.

For der var jo allerede nikket ja – og derfor kan prosjektet tilsyneladende ikke stoppes på trods af, at man ved, at det vil være ødelæggende for alle – bortset fra investorer og for jordejerne, der kommer til at bo i behagelig afstand fra møllerne.

Flere af landets ministre, hvis domicil ligger langt fra kæmpevindmøller, har ikke på noget tidspunkt vist vilje til at forstå vindmøllenaboernes store problemer, endsige lytte til dem. Derimod har de bedyret, at man bare kan klø på! Blæs på naboerne, de brokhoveder!

Så man har jo ryggen fri, selv om man godt kender til konsekvenserne. Men politikerne kan aldrig komme og påstå, at de ikke kende til problemerne.

Kappelprosjektet bør begraves – under alle omstændigheder bør det genbehandles på grund af den gamle borgermesters inhabilitet – og på grund af, at man med den viden, man har i dag, godt ved, at så store møller slet ikke skal stå tæt på mennesker!

At man gennemfører et prosjekt, som man er bekendt med, kan betyde ruin og mareridt for mange borgere, er en skændsel.

På trykk i Folketidende 19. august - Kirsten Nielsen,Sakskøbing.