En trussel for staten
Læserbreve 05.06.14
En trussel for staten
For nylig blev en af Danmarks mest anerkendte støjforskere fyret efter 32 års tro tjeneste på Aalborg Universitet. Navnet er Henrik Møller, og han var åbenbart ikke lønnen
værd, hvis man skal tro på den officielle forklaring. Det er dog en begrundelse, jeg finder yderst mærkværdig. Netop nu sidder jeg med vindmølleplaner op til halsen som medlem af teknik- og
miljøudvalget i Vejen Kommune. Vi er nemlig pålagt at planlægge for vindmøller i industristørrelse på op til 150 meter.
En ting bliver ved med at komme op i debatten: manglende viden. Det skyldes, at
den videnskabelige viden om støjudbredelsen samt de lavfrekvente lyde fra så store møller er begrænset. Kommunerne – og i stigende grad også Miljøministeriet – har brug for viden herom. Derfor må det
undre, at en mand med så stor viden som Henrik Møller ikke er sin løn værd.
Forklaringen skal nok snarere findes i, at hans og andre akustikere og ingeniørers forskning hæmmer Miljøministeriets
– og vindmølleindustriens – ønske om at opsætte industrivindmøller på land, hvor de er til stor gene for naboerne. De skal beskyttes, og det kræver massive regelændringer, som gør det svært
at nå regeringens ambitiøse klimamålsætninger inden 2050.
Henrik Møller er på grund af sin forskning blevet en modspiller i stedet for medspiller, fordi han og hans medarbejdere har kritiseret reglerne om vindmøllestøj,
som de mener, er fagligt forkerte. På et tidspunkt har Miljøministeriet og vindmølleindustrien fået nok. De har formentlig formået at få Henrik Møller presset væk.
Den sande årsag er
nok derfor snarere, at han er blevet en trussel for staten, for den grønne industri og dermed for hele den religiøse klimabølge, der vælter ind over Danmark. Realiteter flagrer i vinden, men indeholder enorme økonomiske og
politiske interesser for et fåtal.
Man må mene, hvad man vil, men man skal gerne mene det rigtige, ellers skal staten nok få lukket munden på én, ser det ud til. Det er et tab for ytringsfriheden, det akademiske
og ikke mindst for mig som kommunalpolitiker, der gerne vil have en ordentlig, faglig funderet lovgivning at beslutte ud fra.
Carl Andersen, kommunalbestyrelsesmedlem (LA), Vejen Kommune